|
Alle kommunens 7’ende klasser skal igen i år indgå i Hop-In i Projekt Edison. I uge 12 er der virksomhedsbesøg, hvor eleverne den 12. marts hver især besøger en af de 22 virksomheder, som i år deltager i projektet. Det er et fremragende eksempel på det gode samarbejde mellem kommunens skoler og erhvervsliv, og der skal lyde en stor tak til de deltagende virksomheder, for at åbne dørene til deres maskinrum for kommunens unge mennesker!
Efterfølgende står den på en uges projektarbejde ude på skolerne inden den store finale torsdag den 26. marts i Hedensted Centret. På finaledagen deltager et dommerpanel med repræsentanter fra 25 virksomheder sammen med elever fra Learnmark, og sammen kårer de det bedste projekt. Skoleeleverne præsenterer deres fortolkninger af årets tema; Din og min by i bevægelse.
Hop-In projektet rummer muligheden for, at eleverne prøver kræfter med nogle af de funktioner, der reelt findes i virksomhederne. Historikken viser, at mange elever vokser med opgaven, og dem der ikke er så bogligt motiverede lyser op. Alle kan nemlig noget, og i Hop-In ugen kan de færdigheder, som ikke normalt er fremtrædende i skoledagene, komme i spil. Samtidig er projektugerne en glimrende mulighed for både elever og virksomheder til at se hinanden an.
|