Sommeren står for døren, og det er en oplagt anledning til at kigge tilbage på et begivenhedsrigt første halvår i Hedensted Erhverv. Der er skabt udvikling, stærke samarbejder og nye muligheder på tværs af kommunen – og vi er stolte af den energi og det engagement, vi oplever blandt virksomheder, iværksættere og samarbejdspartnere.
Et af årets store højdepunkter har været, at EU-projekterne i både Hedensted Midtby og i Juelsminde er kommet rigtig godt fra start. Projekterne skal være med til at skabe endnu mere liv, handel og attraktive rammer i vores byer – til glæde for både borgere, besøgende og erhvervsliv. I Juelsminde ser vi samtidig frem til indvielsen af den nye havneplads den 27. juni, som bliver endnu et vigtigt samlingspunkt og en stærk ramme for byliv, turisme og erhverv.
Vi har styrket samarbejdet med Erhvervshus Midtjylland omkring udviklingen af detailhandlen, og det er inspirerende at opleve den store vilje til forandring og udvikling blandt områdets butikker og erhvervsdrivende.
Igen i år har vi haft fornøjelsen af at finde årets detailprisvinder – en vigtig anerkendelse af de virksomheder, der hver dag gør en forskel for handelslivet i kommunen.
Se mere om årets detailprisvinder her.Første halvår har desuden budt på tilflytning af nye virksomheder, både større og mindre, hvilket understreger, at Hedensted Kommune fortsat er et attraktivt sted at drive og udvikle virksomhed.
Turisme og oplevelseserhvervet har fået et løft med indvielsen af Gudenåstien, som åbner nye muligheder for både besøgende, lokale aktører og erhvervslivet omkring natur- og outdooroplevelser.
På iværksætterområdet har vi afsluttet hele tre iværksætterkurser, og samtidig har vi gennemført to bæredygtighedsforløb. Det har været fantastisk at se de mange flotte rapporter, idéer og udviklingsprojekter, som virksomhederne har arbejdet med undervejs. Og der er planlagt flere bæredygtighedskurser efter sommerferien, så din virksomhed får mulighed for at deltage og gøre sig mere attraktiv i forsyningskæden.
Nu venter sommeren – og forhåbentlig også lidt tid til at nyde alt det, vores skønne kommune har at byde på. Vi håber, I vil tage jer tid til at opleve naturen, bylivet, fællesskaberne og måske nyde en god is rundt omkring i Hedensted Kommune.
Tak for samarbejdet i årets første seks måneder. Vi glæder os til et spændende og udviklende efterår sammen med jer.
Rigtig god sommer!
De bedste sommerhilsner - Heidi og team Hedensted Erhverv